Når psyken er svær at snakke om

Hej derude 🙋‍♀️

Ja, her på min blog er det ingen hemmelighed at jeg har en diagnose. Min er ængstelig personlighedsforstyrrelse. Men det er sku hårdt at snakke om til tider og svært, selvom jeg egentlig prøver at gøre det tit, med mine medmennesker, men faktisk også overfor mig selv (og nej, jeg er altså ikke skør 😂), men for mig kan det være rigtig godt at huske at snakke til mig selv og med mig selv.

Med min diagnose følger også angst, lettere til depression og de her dejlige humørsvingninger 🤦‍♀️ men hvorfor er det lige at det er så svært at snakke om, når så mange mennesker har noget som påvirker psyken? Hvorfor er det stadig et tabu? – vi lever i et samfund hvor stress næsten er en daglig ting, som rammer en man kan kender i et eller andet omfang.

Det tog mig rigtig lang tid at finde ud af hvorfor jeg havde de reaktionsmønstre som jeg har, hvorfor nogle simple ting kunne være så svært, hvorfor kritik altid ramte mig hårdere end dem jeg kender, hvorfor mine kæreste-og venneforhold altid endte så kaotisk, hvorfor dit og hvorfor dat…. Måske nogle af jer derude kan genkende alle de her hvorfor spørgsmål? – du er ikke alene og bliver det aldrig ❤  Jeg gik og troede at det var mig som var forkert, mig som ikke forstod hvordan livet skulle leves rigtigt, mig som var dum, ubrugelig og ikke noget værd! OG SIKKE EN OMGANG SLUDDER – MAN ER TIL HVER EN TID NOGET VÆRD! 💪 Men efter jeg endelig fik gennembrud til mig selv, kom igennem en udredning mv. begyndte brikkerne at falde på plads. Der kom bare en udfordring mere som jeg ikke havde tænkt på. Hvordan lærer jeg så at leve med det? Jeg er nået et godt stykke derhen, men mangler stadig at “lære” nogle ting, som feks ikke at tage kritik så personligt igen (hvis du læser med skat, så sorry 😘) 😂 jeg bliver bedre og bedre til at grine lidt af mig selv, når jeg lige overreagere, men der er stadig nogle små ting som jeg skal lære.

Men det at snakke om selve psyken, når den har det hårdt, et usynligt handicap, det er svært og tit føles det som et tabu. Det har altid undret mig og ind i mellem gør det stadig det. Dog kan jeg godt forstå det er svært at skulle forholde sig til, uanset om man kender til det eller ej. For alle mennesker oplever deres diagnose forskelligt, selvom det kan være den samme. Hvis man snakker om angst, møder du ikke en, som fortæller om det præcis, på den måde som man selv gør, eller oplever det på samme måde. Det er en meget individuel oplevelse. Derfor er det også så svært at snakke om og forholde sig til, for det kører ikke efter en bestemt opskrift. Tit bliver jeg mødt med en kæmpe forståelse og nærmest som om de er eksperter på min diagnose, når jeg snakker med nogle, som også har en diagnose. Her jeg bare nødt til at sige, det er en misforståelse! Man er ikke ekspert på psyken, fordi man selv har en diagnose. Man kan kun være klog på sig selv og ikke andre 🤷‍♀️ det kan absolut være nemmere at forholde sig til hvad der bliver snakket om, når man selv har prøvet noget lign.

Men jeg tror desværre altid at det at tale om psyken vil i et eller andet omfang være præget at tabu, fordi det er så uhåndgribeligt og ofte ubehagelige følelser som der bliver snakket om. Men det betyder heller ikke, at der ikke skal tales om det, for det er præcis en af de ting, som kan gøre det nemmere at finde ud af hvordan man lever med de udfordringer, som det nu engang må bringe.

Tøv aldrig med at åbne munden og snakke om hvordan du har det, med de personer omkring dig, som gør dig trygge ❤❤ livet er ikke altid en dans på roser.

Knus og varme tanker

Maja